Principper for tildeling af bådpladser i Vedbæk Havn
Ekspektancelisterne består af 2 lister, en Rokeringsliste og en Venteliste.
Rokeringslisten kan du opskrives på hvis du har noget at rokere med, d.v.s. at du på et tidligere tidspunkt er tildelt en fast plads.
Ventelisten kan du opskrives på forudsat at du bor i Rudersdal Kommune og er fyldt 18 år.
Man kan ikke opskrives på en ekspektanceliste mere end én gang pr. husstand.
Når man ønsker at komme på en af ekspektancelisterne skal man indbetale et opskrivningsgebyr på DKK 1.250 inkl. moms samt udfylde et skema, der kan hentes ved at klikke HER, eller skemaet kan afhentes på havnekontoret. Kvitteringsdatoen for indbetalt opskrivningsgebyr (før 01 JAN 08 betegnet depositum) bruges som opskrivningsdato.
På skemaet skal den ønskede båds Længde og Bredde anføres og helst også bådmodellen.
Anføres disse oplysninger ikke kan du ikke komme i betragtning ved tildeling af havnepladser.
På listerne kan man se at der ud for nogle Adm.nr. er anført et ”P”, hvilket betyder at den pågældende er blevet tilbudt en havneplads og har sagt Nej Tak, og derfor ønsker at stå på listen som Passiv. – Herefter anføres et P i Gruppefeltet, og den pågældende må selv inden 01 SEP rette henvendelse til havnekontoret for at få slettet P’et og få genindført sine bådmål i systemet.
For at undgå spekulation i hvorledes man kan springe andre over ved at skifte bådstørrelse, er der indført en karenstid, således at man mindst skal vente 2 år før en plads kan tilbydes. - De der har fået karenstid markeres med et "K".
Havnens EDB-system sammenligner bådplads med den ønskede bådstørrelse og angiver automatisk hvilke pladser, der passer til den pågældende båd. Når der er en bådplads, der passer til båden, spørges den pågældende om han/hun er interesseret i pladsen. Svares der Ja etablerer EDB-systemet en kontrakt.
Kendte frigjorte havnepladser tilstræbes fordelt i løbet af september måned, således at alle så vidt muligt får besked om bådplads 6 måneder før sejlsæsonens begyndelse den 01 APR.
Øvrige frigjorte havnepladser fordeles løbende efterhånden som pladserne afmeldes til havneadministrationen.
Der skiftes hele tiden mellem de 2 lister indtil alle muligheder for at tildele pladser er opbrugt på Rokeringslisten. Herefter tildeles resten af de ledige pladser til Ventelisten.
I april måned opkræves via PBS et administrationsgebyr på DKK 160 pr år.
I øvrigt gælder Havnereglementet også for administration af Ekspektancelisterne.