Den erhvervsdrivende fond Vedbæk Havn’s historie
Af Søllerød Sogneraads Protokol fra Aar 1915 den18 Aug.fremgår at på denne dag nedsatte et udvalg til at vurdere et andragende om anlæg af en havn ved Vedbæk og at kommunen ville yde et tilskud på en fjerdedel af de samlede anlægsudgifter på kr. 120.000.
”Det vedtoges at yde et Beløb af indtil 30.000 Kr. paa Betingelse af at Planerne af Sogneraadet og idet Havnen bliver en selvejende Institution.”
I en meddelelse fra Sogneraadet dateret 17de November 1916 kan man med sirlig håndskrift læse:
”Det har i mange Aar i Vedbæk været et ønske blandt Fiskerne og andre Fartøjsejere, at faa etableret en Havn, der kunde yde Læ og Beskyttelse for Fartøjerne paa dette aabne Sted af Kysten, og da efterhaanden dette Ønske voksede i Styrke, lykkedes det at vække Interesse for Sagen indenfor Søllerød Sogneraad, til hvilket Sogn Vedbæk hører.
Med stor Velvilje og Forståelse blev Spørgsmålet optaget til Behandling i Sogneraardet, men for at føre Tanken igennem, vilde det være nødvendigt, at der ad privat Vej blev indsamlet mere end Halvdelen af den for Havneanlægets Fuldførelse nødvendige Sum.
Efter at Direktør Holm af ”Sølyst” til dette Øjemed havde indsamlet Kr. 30.000,-, og efter at Fiskerne, Haandværkerne, de Handlende og mange Villaejere og Beboere, tilsammen havde ydet bidrag paa – i alt ca. 20.000 Kr. besluttede Søllerød Sogneraad i 1916 at yde et Bidrag af Kr. 30.000 til Sagens Gennemførelse.
Man henvendte sig derefter om Bidrag i Kjøbenhabns Amt, der erklærede sig villig til at yde en Trediedel af et ebentuelt Statsbidrag dog ikke over Kr. 10.000,-.
Planer af Havneanlæget blev nu ved Kommunens Velvillie udarbejdede af Kommuneingeniør Riis, og et Andragende om Tilladelse til at bygge Havnen blev indsendt til Ministeriet for offentlige Arbejder med det resultat, at Ministeriet, efter at have hørt alle i Sagen interesserede Autoriteter erklærede sin Tilladelse til Byggeriet.”
Den 16. oktober 1917 blev de første statutter for den selvejende institution Vedbæk Havn godkendt.
De første statutter bestemte at, der skulle være 5 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf sognerådet skulle udpege de 3, mens de lokale Vedbæk-håndværkere og fiskerne skulle udpege hver 1. – Indtil havnen var færdigbygget skulle man dog have 6 medlemmer, idet et amtsrådsmedlem blev midlertidigt medlem af bestyrelsen.
Søllerød Sogneraad stillede en garanti for byggeriets gennemførelse inden for den godkendte ramme på kr. 120.000. – Garantien blev dog aldrig nødvendig, idet byggeudgifterne ikke overskred det budgetterede.
Når Sognerådet fik ret til at udpege flertallet, ses det i lyset af at Sognerådet gennem de udpegede bestyrelsesmedlemmer ville have kontrol med byggeomkostningerne.
Den første bestyrelse bestod af Snedkermester P. Nielsen, Direktør Chr. Holm, Vekselerer Joh. Levin, Proprietær P. H. Christensen, Amtsrådsmedlem Lars Jensen og Fisker Peter Olsen.
Ingen af disse bestyrelsesmedlemmer var medlemmer af sognerådet.
I 1961 ændredes statutterne således at antallet af bestyrelsesmedlemmer blev ændret fra 5 til 7, hvoraf Kommunalbestyrelsen udpegede de 4, Håndværkerforeningen i Vedbæk 1, Fiskerne 1 og 1 blev udpeget af sejlsportsforeningen.
I 1974 ændredes statutterne atter, således at antallet af bestyrelsesmedlemmer blev øget fra 7 til 9. – Princippet om at kommunalbestyrelsen skulle udpege medlemmer til bestyrelsen blev ændret således at 5 skulle udpeges blandt kommunalbestyrelsens medlemmer, 1 erhvervsfisker, 1 fra Borger- og håndværkerforeningen (den oprindelige håndværkerforening var opløst og erstattet af en selskabelig forening under dette navn), 1 fra den forening, der besatte flest bådpladser og 1 fra øvrige klubber og foreninger i havnen.
I 1987 ændredes statutterne således at Vedbæk Sejlklub mistede retten til at udpege 1 medlem, ligesom de øvrige klubber mistede denne ret. I stedet skulle Samarbejdsudvalget for Vedbæk Havn udpege 2 medlemmer til bestyrelsen. Man overgik således til indirekte valg for disse 2 posters vedkommende.
I protest mod Søllerød Kommunes stadig tiltagende kontrol med den selvejende institution, hvortil kommunen ikke siden 1916 havde bidraget med noget stiftedes Vedbæk Havn Bådelaug i 1988, med det formål at etablere en interesseorganisation for bådpladslejerne.
I 1989 blev den selvejende institution Vedbæk Havn omdannet til en erhvervsdrivende fond, i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde.
I 1995 ændredes den selvejende institution Vedbæk Havn’s formålsparagraf fra den oprindelige til en langt bredere, der tillod fondsbestyrelsens flertal at lade fondens midler gå til støtte for andre aktiviteter i Vedbæk Havn.
Da Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i 2004 blev opmærksom på at der fortsat var kommunalt flertal i Den erhvervsdrivende Fond Vedbæk Havn’s bestyrelse, blev sagen via Indenrigsministeriet sendt til afgørelse i Statsamtet for København.
I brev af 22. september 2005 til Søllerød Kommunalbestyrelse udtalte statsamtmanden for Københavns Amt, at det ikke er lovligt, at Søllerød Kommune har udpeget flertallet i fondsbestyrelsen for den erhvervsdrivende fond Vedbæk Havn. Tilsynsmyndighedens begrundelse er detaljeret beskrevet.
I januar 2006 formåede Søllerød Kommunalbestyrelse at Sundheds- og Indenrigsministeriet genbehandlede Statsamtets afgørelse.
Efter en grundig juridisk vurdering af Statsamtets afgørelse og en yderligere vurdering af det historiske forløb meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet i brev af 22. januar 2007 til Rudersdal Kommunalbestyrelse:
”Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse at Rudersdal Kommunalbestyrelse ikke lovligt kan have bestemmende indflydelse i den erhvervsdrivende fond Vedbæk Havn.”
Herefter var det klarlagt at fondens vedtægter skulle ændres. Tidsfristen blev af Statsforvaltningen fastsat til inden 31.12.2009.
Fondsbestyrelsen fremsatte på sit møde d. 8. juni, 2009 forslag til nye vedtægter. Af forslaget fremgik det bl.a. at antallet af medlemmer i bestyrelsen nedsattes fra 9 til 7, og antallet af medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen nedsattes tilsvarende fra 5 til 3. Forslag til nye vedtægter blev vedtaget af en enig Fondsbestyrelse.
Rudersdal Kommunalbestyrelse godkendte efterfølgende ændringerne på sit møde d. 24. juni, 2009.
Hermed var 5 års debat om Kommunalbestyrelsens indflydelse i Vedbæk Havn afsluttet.